Vandet skal fortsat koges i Fredericia

PRESSEMEDDELSER • 10-01-2024, 13:21

Myndighederne fastholder kogeanbefalingen inden for voldene i Fredericia. Derfor må beboere og virksomheder i området væbne sig med tålmodighed og blive ved med at koge vandet frem til næste uge. TREFOR Vand tager flere prøver for at finde årsagen til problemet.

Siden lørdag har beboere og virksomheder i området inden for voldene i Fredericia måtte koge vandet, inden det drikkes eller bruges i madlavning. De kommende dage vil der fortsat være brug for kedlerne, da myndighederne har besluttet at fastholde kogeanbefalingen. Den gælder til og med den mandag den 15. januar, hvor TREFOR Vand igen opdaterer om situationen.

”Det handler om borgernes sundhed, og vi tager alle forholdsregler i samarbejde med myndighederne. Desværre betyder det, at vi fortsat må bede alle i området om at koge vandet. Vi ved, at det er til stor gene for rigtig mange mennesker, og vi gør alt, hvad vi kan, for at normalisere situationen hurtigst muligt,” siger Lars Skjerning, vandforsyningschef i TREFOR Vand. 

Det var i første omgang en rutinemæssig test af vandet fra Kaltofte Vandtårn, der slog ud med forhøjede kimtal, der er naturligt fremkommende jord- og vandbakterier. Siden har TREFOR Vand udtaget flere vandprøver, og onsdag har nye analyser igen vist forhøjede kimtal. Derfor har Fredericia Kommune i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed valgt at fastholde kogeanbefalingen.

”Der er desværre stadig fundet forhøjede bakterieværdier i en prøve fra Kaltofte Vandtårn. Vi har gennemgået vandtårnet uden at finde en klar årsag til problemet, og indtil videre må vi desværre forsat anbefale, at man koger vandet,” siger Lars Skjerning, vandforsyningschef i TREFOR Vand.   

Kogeanbefalingen omfatter cirka 6.200 husstande, virksomheder og offentlige institutioner i området inden for voldene i Fredericia. To minutters kogning dræber bakterierne i vandet, som derefter kan drikkes og benyttes til madlavning.

trefor.dk kan du læse mere om kogeanbefalingen, ligesom TREFOR Vand løbende orienterer via det sociale medie X under profilen ”TREFOR Driftovervågning”. Kunder, der er tilmeldt på TREFORs SMS-service, bliver opdatereret direkte. Man kan tilmelde sig SMS-servicen på www.sms-service.dk