Teknisk fejl udløste strømafbrydelse på Bornholm

Opdatering den 12. oktober 2022:

Bornholmsk nedbrud blev forårsaget af fejl i 10 kV-nettet

Mandag morgen d. 10. oktober 2022 faldt hele elforsyning på Bornholm ud, inklusiv det søkabel, der forsyner øen fra Sverige.

Årsagen til nedbruddet var et defekt relæ i en transformerstation på Rønne Havn, der betød at et 10 kV kabelanlæg ikke blev udkoblet korrekt. Konsekvensen heraf var at søkablet udkoblede af sikkerhedsmæssige årsager og dermed blev der mørkt på hele Bornholm.

”Det er en yderst sjælden fejl, men det må selvfølgelig ikke ske. Vi har fundet fejlen og vi kigger på hvilke andre muligheder, vi har, for at sikre os yderligere,” siger elforsyningsdirektør i TREFOR, Per Sørensen.

Hos Energinet der er ejer af det udkoblede søkabel er der tilfredshed med reaktionen efter hændelsen:

”Vi kan konstatere, at strømmen blev genetableret som planlagt og at den back-up, der skal være, i tilfælde af nedbrud, har fungeret. Så i den givne situation med så alvorlig en hændelse, så fungerer vores beredskab på Bornholm, som det skal,” lyder det fra Klaus Winther, vicedirektør og leder af systemdrift i Energinet.

Den 10. oktober 2022:

Klokken 7.49 koblede Bornholms samlede elforsyning ud, fordi det søkabel, der forsyner øen, gik ud af drift.

Vi ved nu, at det drejer sig om en teknisk fejl, som er udbedret.

Energinet er i fællesskab med TREFOR El-net ved at finde ud af, hvad der nærmere er sket. Nærmere evaluering ventes de nærmeste dage.

Alle borgere på Bornholm har igen strøm.