Øgede omkostninger får TREFOR til at hæve prisen på fjernvarme i Trekantområdet

PRESSEMEDDELSER • 25-07-2022, 11:28

TREFOR hæver prisen på fjernvarme med 69 DKK pr. MWh med virkning fra 1. august 2022. Det udgør en stigning på 15 procent.

For en standardkunde med et årsforbrug på 18,1 MWh udgør stigningen 650 DKK inklusive moms for resten af året.

Prisstigningen sker på baggrund af en udmelding fra varmeleverandør TVIS om stigende råvarepriser hos dem. TREFOR har undersøgt dokumentationen fra TVIS for at sikre, at der ikke er nogen anden udvej.

Prisstigningen sender en følelse af ærgrelse gennem infrastrukturdirektør i TREFOR Charles Nielsen:

”Vi er til for at levere så billig og effektiv fjernvarme som muligt, så vi har sikret os, at vi hæver priserne på et veldokumenteret grundlag. Men set i lyset af de øvrige prisstigninger i forsyningsområdet, så er det forståeligt, at det også gælder de råvarer, som TVIS anvender. Det har så den konsekvens, at vi må hæve prisen,” siger Charles Nielsen.

Han håber, at prisstigningerne på råvarer nu har toppet.