Gå til indhold

TREFOR vil betale kunder for at levere fleksibilitet som alternativ til udbygning

PRESSEMEDDELELSER • 28-10-2026, 08:50

Elnetselskabet TREFOR El-net har fået grønt lys til at afprøve, om kunder og markedsaktører mod betaling kan hjælpe med at løse kapacitetsproblemerne i elnettet. Projektet skal undersøge, om fleksibilitet hos kunder er et hurtigere og billigere alternativ til udbygning af elnettet.

Elektrificeringen af samfundet får elforbruget til at stige og lægger et voksende pres på elnettet i hele landet. Derfor undersøger TREFOR El-net nu i et pilotprojekt, om aktører i Trekantområdet kan se ideen i, at de mod betaling reducerer eller flytter deres effektbehov, når der er pres på kapaciteten i lokale dele af elnettet.

Formålet er at teste, om fleksibilitet kan bruges som et alternativ til at etablere ekstra kapacitet i nettet. I stedet for alene at investere i nye transformere og anlæg vil TREFOR El-net afprøve, om det kan være billigere, hurtigere og mere samfundsøkonomisk ansvarligt at købe sig til periodevis aflastning på de steder, hvor nettet er mest belastet.

”Vi har fået Forsyningstilsynets godkendelse til at undersøge, om fleksibilitet kan være et reelt alternativ til at udbygge elnettet. Som netselskab har vi et stort ansvar for at sikre, at elektrificeringen kan lade sig gøre, men vi skal også gøre det så effektivt og økonomisk ansvarligt som muligt. Derfor er det meget relevant at få testet mulighederne i fleksibilitet,” siger Per Sørensen, elforsyningsdirektør i TREFOR El-net.

Helt konkret vil TREFOR El-net udbyde muligheden for, at en kunde eller energiaktør mod betaling får ansvaret for at sikre, at belastningen i en bestemt transformerstation i Trekantområdet ikke overstiger en bestemt grænse. Hvis belastningen nærmer sig kapacitetsgrænsen, skal leverandøren kunne aktivere fleksibilitet, så forbruget dæmpes eller flyttes.

Måler om fleksibilitet kan betale sig

Med pilotprojektet kan TREFOR El-net sammenligne prisen for fleksibilitet direkte med omkostningerne ved at udbygge nettet, og dermed om prisen gør fleksibilitet til et reelt alternativ til udbygning.

”Hvis det er billigere end at etablere en ekstra transformer, så er vi i princippet villige til at betale for at kunden leverer fleksibiliteten. For så er det trods alt billigere end at skulle udvide stationen. Ofte vil det også være hurtigere end at udbygge, hvis en aktør i et givent område stiller sin fleksibilitet til rådighed,” siger Per Sørensen.

Fordelene ved forbrugsfleksibilitet, som TREFOR El-net skal teste, handler i korte træk om at udjævne forbruget af strøm over døgnet og undgå de største forbrugsspidser. Det kan for eksempel blive relevant på tidspunkter, hvor mange kunder på én gang bruger mere strøm, for eksempel på grund af lave elpriser. I de perioder kan der helt lokalt i elnettet være behov for at dæmpe forbruget.

TREFOR El-net forventer, at et konkret tilbud til markedet ligger klar i december. Herefter skal interesserede aktører afgive deres bud på, hvordan de kan stille fleksibilitet til rådighed.

”Vi er meget spændte på at se, hvilke aktører der vil byde på opgaven. Projektet er ikke afhængigt af en bestemt type forbrugsfleksibilitet, så det kan være alt fra en ladeoperatør eller et stort frysehus til en energiproducent. Alle er velkomne til at byde, hvis de har et forbrug, som de kan tilpasse i forhold til det øvrige generelle forbrug,” forklarer Per Sørensen.  

Ambitionen er at skabe en standardmodel for, hvordan fleksibilitet og netforstærkning kan vurderes på lige vilkår. Modellen gør netselskaber i stand til at vurdere, hvor ressourcerne skal bruges, for at det giver mest værdi for kunderne og for elnettet som helhed.

”Vi vil altid gerne tilpasse kapaciteten til det, kunderne efterspørger. Men hvis vi helt lokalt har en transformerstation, hvor vi er usikre på, hvordan efterspørgslen udvikler sig, kan det give mening at købe fleksibilitet i en periode. Så undgår vi både at bygge for stort og lægge unødige omkostninger over på kunderne – og vi undgår at bygge for småt og skulle investere igen om få år,” siger Per Sørensen.

Læs mere om fleksibilitetsprojektets faser og krav på trefor.dk

Tjek installationens placering

Som en del af projektet har TREFOR El-net etableret en database med cirka 150.000 aftagenumre i Trekantområdet. Det giver aktører, der arbejder med fleksibilitetsløsninger, mulighed for at slå op og se, hvilken 150 kV-station, 60 kV-station og 60/10 kV-transformer en installation er tilsluttet.

”Før markedet kan bringe fleksibiliteten i spil, skal aktørerne vide, hvor ressourcerne faktisk er placeret. Databasen giver et indblik i, hvor virksomheder og andre aktører har mulighed for at aflaste lokale flaskehalse i elnettet ved midlertidigt at flytte eller tilpasse deres forbrug og produktion,” siger Per Sørensen, elforsyningsdirektør i TREFOR El-net.

TREFOR El-net er det første elnetselskab, der gør denne type data frit tilgængelig. Databasen, der er udviklet i samarbejde med Center Denmark, indeholder hverken forbrugsdata, kundestørrelser eller andre følsomme oplysninger. Brugere får alene adgang til den information, der er nødvendig for at identificere en installations placering i nettet.

Du finder databasen hos Center Denmark.com