TREFOR nedtager elmaster i Kolding Ådal
PRESSEMEDDELELSER • 18-06-2026, 07:00
PRESSEMEDDELELSER • 18-06-2026, 07:00
TREFOR El-net er nu så langt med udbygningen og moderniseringen af elnettet i Kolding, at de store gamle elmaster og elledninger, der løber gennem Kolding Ådal, kan pilles ned. Det kan de, fordi TREFOR El-net har lagt et højspændingskabel i jorden fra Harteværket til Ålegården. Kablet sikrer blandt andet forsyningen til Marina City-projektet og klimasikring ved havnen.
”Ledningerne i Kolding Ådal har været en afgørende linje i elforsyningen i Kolding siden 1952. Men nu hvor vi har højspændingskablet i jorden, er de ikke længere nødvendige, derfor skal masterne naturligvis pilles ned. Når de forsvinder, får ådalen et mere naturligt udtryk. Til glæde for alle der bruger området,” siger Hans Jørgen Frehr Holdt, anlægsprojektleder i TREFOR El-net.
Der er 17 højspændingsmaster på den 3,5 kilometer lange strækning gennem Kolding Ådal fra Harteværket til Ålegården i det centrale Kolding. Her har Harteværket ønsket at overtage den ene mast, som en del af formidlingen af værkets historie.
Arbejdet med at fjerne de 16 øvrige master går i gang i uge 26 og foregår indtil udgangen af uge 31. Af hensyn til sikkerheden bliver stierne gennem ådalen spærret, mens arbejdet står på.
Kolding Kommune har også ønsket at få de markante master fjernet fra ådalen, og samtidig udpeget sommerperioden som bedst egnet til at gennemføre projektet.
”Kolding Ådal strækker sig helt ind i hjertet af Kolding og er et attraktivt naturskønt område, som rigtig mange lokale har glæde af. Vi er glade for, at TREFOR tager elmasterne ned i skolernes sommerferie, fordi vi ved, at mange børn bruger stien i ådalen til og fra skole. Det betyder, at både lokale og turister desværre må undvære turene gennem området denne sommer. Men når masterne er væk, er natur- og landskabsoplevelsen forbedret markant både bynært og ude i det mere åbne land,” siger afdelingschef Kim Walsted Knudsen fra Kolding Kommune.
Arbejdet udføres nænsomt
TREFOR har sammen med Bravida planlagt nedtagningen af elmasterne, så der bliver passet på naturen og dyrelivet i ådalen. I god tid inden arbejdet går i gang, er græsset omkring masterne blevet slået, så områderne ikke tiltrækker ynglende dyr.
”Vi gør os umage for at udføre arbejdet så skånsomt som muligt. Det gælder både hensynet til naturen og til dem, der færdes i området. Når vi er færdige, vil området fremstå så intakt som muligt – blot uden de store master. Vi glæder os til at aflevere ådalen tilbage i en endnu smukkere version,” siger Jeppe Vind Simonsen, projektleder hos Bravida, der udfører opgaven med at tage masterne ned.
Indtil uge 27 vil det fortsat være muligt at benytte den østlige del af stien fra Kolding Midtby til Seest. Herefter vil hele ådalen blive spærret for adgang. TREFOR arbejder målrettet på at gennemføre opgaven så hurtigt som muligt.
Skulle du have lyst til nye naturoplevelser, mens Kolding Ådal er lukket, er der inspiration at hente til vandreruter og friluftsfaciliteter andre steder i kommunen på hjemmesiden Oplev Kolding.
Afspærring af Kolding Ådal
Her er TREFORs plan for arbejdet med nedtagning af elmaster i Kolding Ådal:
Der opsættes tydelig skiltning i området med information om projektet. Når det bliver vurderet at være sikkert, bliver stierne genåbnet. Læs mere på TREFOR fjerner gamle elmaster i Kolding Ådal