Gå til indhold

Højere forbrug giver lavere tarif på Bornholm

PRESSEMEDDELELSER • 27-03-2026, 09:27

Elnetselskabet TREFOR El-net Øst justerer priserne den 1. april med cirka 20 %. Det stigende elforbrug på Bornholm er med til at sænke nettariffen, idet elnetselskabets udgifter til transport af strømmen fordeles over det samlede forbrug.

Nettariffen er den pris, som elforbrugere betaler for at få strømmen transporteret. Hos TREFOR El-net Øst ændres prisen for private og mindre erhverv på Bornholm typisk to gange om året – den 1. april og den 1. oktober.

Prisen for at få transporteret strømmen er baseret på TREFOR El-net Østs forventning til, hvor meget strøm selskabet skal transportere i løbet af et år.

”Vi ser en tydelig stigning i det samlede elforbrug på Bornholm – ikke kun i de kolde vintermåneder. Der bliver helt generelt brugt flere kilowatt-timer på Bornholm end tidligere. Det påvirker nettariffen, der bliver lavere for private og mindre erhverv, fordi vi fordeler vores udgifter på flere kilowatt-timer,” forklarer Per Sørensen, elforsyningsdirektør i TREFOR El-net Øst.   

Tendensen med det højere elforbrug har fået TREFOR El-net Øst til at opjustere forventningen til det samlede forbrug i 2026 med 10 %. Resultatet er, at de bornholmske private forbrugere og mindre erhverv får lavere tariffer resten af året.

For en privathusstand med et forbrug på 4.000 kWh om året vil det betyde, at udgiften til nettariffer falder med 197 kroner om året.

Netabonnementet til TREFOR El-net Øst er fortsat uændret på 1.680 kroner om året.

Over et døgn varierer nettariffen i en fast model. Prisen er lavest om natten, og højst i elnettets ”kogespids” fra klokken 17 til 21, hvor mange kommer hjem fra arbejde, laver mad og bruger strøm i hjemmene.

TREFOR El-net Øst benytter denne model for at motivere elkunder til at flytte det elforbrug, der kan flyttes, til timer uden for spidsbelastningen med lav tarif.

Opkrævning af nettarif og abonnement til TREFOR El-net Øst sker via regningen fra den elleverandør, som den enkelte kunde har valgt at få strøm fra.